
Kategorier
Links
Så er det slut!
Efter en masse vælgermøde, efter en masse gadeaktioner, efter en masse husstandsomdelinger er det endelig slut med valgkampen! Nu er det vælgernes tur til at vurdere, om de vil have et bedre og fortsat borgerligt Gentofte eller om de vil vælge oppositionens vej.
Jeg håber, at min politik er faldet i jer vælgeres smag og at vi sammen kan skabe et bedre Gentofte, hvor kommunen ikke nødvendigvis bliver større og større. Tværtimod skal vi have effektiviseret kommunen, fjernet unødige regler og indført et udgiftsstop, der gør, at kommunen ikke bruger flere penge næste år end i år. Det tvinger kommunen til at tænke kreativt.
Hvis du har lyst til at gå samme vej, så giv mig en stemme. Det håber jeg, du vil!
Tak for en god valgkamp - og i øvrigt et kæmpe held og lykke til de andre unge kandidater, med hvem jeg har haft nogen rigtig hyggelige uger!
Mere “presse”
På Polit findes der en studenterdrevet hjemmeside (kaldet altandetlige) med nyt fra økonomiverden, det sociale liv på studiet mv. og de har valgt at interviewe mig, hvilket har ført til en super artikel, hvis jeg selv skal sige det.
Det er altid rart at få lov til at gøre lidt reklame for sig selv blandt de mennesker, man omgås med til dagligt. Nu må vi se, om der falder stemmer af på den baggrund!
Du kan læse artiklen ved at klikke her.
Unge kandidater i pressen
Jeg er sammen med de andre unge kandidater kommet i pressen for at signalere, at der også er unge kandidater på stemmesedlen, der hver især har gode politiske idéer til, hvordan man kan gøre Gentofte Kommune til en bedre kommune. Jeg er selvfølgelig langt fra enig med alle kandidaternes forslag, men ikke desto mindre er det fedt, at vi kan gå sammen om at sætte fokus på det faktum, at gennemsnitsalderen for et byrådsmedlem er 53 år!
Vi unge kandidater har en række debatmøder på gymnasier og vi har fælles uddeling tirsdag den 10. november. Det skal nok blive godt!
Du kan læse artiklen her.
Så hænger jeg så fint…
Selvom det er et par dage siden, er det aldrig for sent at opdatere alligevel. Natten mellem mandag og tirsdag lød startskuddet for plakatophængning. Det er ikke mange, der har været med til at prøve at hænge plakater og for folk må det være et utroligt syn, at bybilledet i løbet af blot en enkelt nat bliver præget af tusindvis af plakater fra alle partier.
At hænge plakater op er dog stressende, da der er en sand jagt for at få de gode lygtepæle. Nogen kandidater hænger selv op og andre betaler sig fra det.
Jeg havde glæden af, at et par VU’er fra VU Gentofte/Hellerup samt nogen venner havde tid og lyst til at hjælpe med at hænge plakater op. Vi fik hængt i alt omkring 100 plakater op rundt omkring i Gentofte Kommune og synlig er jeg da: Jeg har allerede fået mange kommentarer fra forskellige venner og bekendte om mine valgplakater. Jeg vil i øvrigt gerne rette en stor tak mod de, der hjalp mig i kampens hede.
Næste stop er nu at uddele foldere. Startskuddet går lørdag sammen med resten af Venstre!
Tryk på billederne nedenfor for at få dem i fuld størrelse.
Er jeg opfindsom - eller bare realist?
Jeg skrev forleden om, at jeg var ganske uenig i SFs politik på det kommunale område baseret på et læserbrev af de to spidskandidater fra partier. Efterfølgende er jeg blevet beskyldt for både at føre skræmmekampagne og være mere end bare almindelig opfindsom i min kritik.
Først og fremmest har det længe været et ønske fra oppositionens side at øge skatten herude i kommunen. At oppositionen nu er kommet så langt og har accepteret, at borgerne ønsker en fortsat lav skat er kun glædeligt, fordi oppositionen i så fald blot viderefører en god borgerlig tradition. Måske har man fundet ud af, at man ikke vinder valgene ved at føre en rød politik herude?
Jeg tror dog, der er tale om en kort fornøjelse, når der skal finansieres mærkværdige tilbud i øst og i vest.
Jeg er ikke enig i, at folkeskolerne skal have tvungne madordninger ned over sig. Det må være op til de enkelte folkeskoler at vurdere behovet og mulighederne herfor. Det ønsker jeg ikke centraliseret. Jeg går ind for forældreansvar og medbestemmelse.
Jeg er ikke enig i, at der skal bruges unødvendigt mange penge på kultur og kunst, som der også står i læserbrevet. At kunstnere får kommunale opgaver er altså ikke en sejr i sig selv, tværtimod bør kunstnere sætte en ære i at kunne leve af egne værker.
Jeg er heller ikke enig i, at der skal indføres trængselsafgifter i Gentofte, hvilket NETOP er en skat (blot med andet navn) på kommunens borgere. Kommunens borgere skal have lov til at bevæge sig frit rundt.
Det er i øvrigt mærkværdigt, at det eneste, læserbrevet ikke beskriver, netop er bedre computer i folkeskolerne, som jeg i indlægget anklages for ikke at gå ind for. Jeg mener netop, at man fremfor at bruge penge på overstående, bør fokusere i langt højere grad på at udvikle folkeskolerne.
Man kan læse kritikken af mig her.
Nyt flertal?
Jeg læste forleden et læserbrev skrevet af de to spidskandidater fra SF, der mener, det bedste i verden vil være et nyt flertal, der bestod af oppositionspartierne. Desværre kan man på udgiftssiden i deres læserbrev konkludere, at de ønsker en massiv forøgelse af den kommunale sektor i kommunen, hvilket selvfølgelig vil medføre en højere skatteprocent. Jeg tror i bund og grund, at borgerne i Gentofte Kommune er fint tilfreds med den lave skatteprocent. Denne skal selvfølgelig fastholdes.
Jeg er dog selvfølgelig uenig med SF i mange af deres holdninger. Jeg mener, at det mest fornuftige alternativ til status quo er, at VK har et loyalt borgerligt-liberalt samarbejde i kommunen, hvor Venstre kan få afgørende indflydelse på en række områder, der bliver væsentlige for den nye kommunalbestyrelse: Bedre økonomistyring, mere fokus på folkeskolerne, flere borgernære tiltag.
Det behøver ikke koste alverden, men resultaterne kan derimod blive fantastiske. Derfor bør man give Venstre en stemme: Vi er nemlig ikke et parti, der bare er imod for uenighedens skyld, men derimod et konstruktivt parti, der ønsker at skabe de bedste rammer for borgerne og vi har det nødvendige mod til prioritere.
Spændende dage
I disse dage sker der en hel masse!
Ikke nok med den sædvanlige tralvhed på studiet, så nærmer valget sig også med lynets hast og jeg har i dag modtaget mine valgplakter og i morgen (min fødselsdag, hurra!) modtager jeg også mine foldere. Desuden har Venstres top5 fået taget endnu et fælles billede i dag. Der sker meget!
Nu venter det hårde arbejde bare i horisonten: Der skal klistres plakter, hænges plakater op, der skal uddeles materialer, jeg skal deltage i valgmøder mv.
Jeg glæder mig virkelig til at komme igang nu.
Valgdebatmøde med unge kandidater
Ungdomspartierne med DSU i spidsen afholder debatmøde mellem de unge kandidater tirsdag den 20. oktober kl. 19:30 og frem i kantinen på Gentofte Rådhus. Det bliver meget interessant at debattere holdninger, visioner og principper med andre unge kandidater - og ikke mindst lærerigt. Jeg synes, det er godt, at vi unge kandidater og ungdomspartierne kan gå sammen om at arrangere spændende politiske aktivitetstilbud for unge mennesker i Gentofte. Jeg glæder mig til at fortælle folk, hvad jeg står for og hvorfor jeg mener, som jeg gør og ikke mindst udrydde nogen af de fordomme, der måske vil være.
Jeg vil derfor anbefale alle at møde op til debatten. Jeg glæder mig i hvert fald!
Læs mere her.
Spændende arrangement hos DONG Energy
Kristian Jensen er som nyvalgt næstformand Venstre på rundtur i Danmark for at finde ud, hvad der rører sig ude i de enkelte kommuner bl.a. gennem besøg af virksomheder og institutioner. I Gentofte Kommune besøgte skatteminister Kristian Jensen DONG Energy sammen med Venstres spidskandidater til kommunalvalget, som jeg jo er en del af. Det var et spændende besøg, hvor direktøren for DONG Energy, Anders Eldrup, holdt et interessant oplæg om DONG Energy, virksomhedens udvikling og virksomhedens ambitioner.
Bl.a. hørte vi, hvordan DONG Energy nu ikke længere kun har forretning i Danmark, men også i resten af regionen: Tyskland, England, Norge mv.
Desuden hørte vi om fremtidens mål: DONG Energy vil gå forrest i kampen mod at nedsætte CO2 udslippet ved bl.a. at lave flere vindmølleparker og skabe biobrændsel ud fra halm i stedet for fødevarer (således at der ikke kommer en fødevarekrise ligesom den vi så for noget tid siden).
DONG Energy er også igang med at bygge verdens største vindmøllepark i England, der bl.a. skal være med til at forsyne det første “grønne” OL i London 2012 med energi.
Alt i alt spændende at høre om, hvad en så stor energivirksomhed som DONG Energy har af planer for fremtiden og tager ansvar for at gøre os uafhængige af bl.a. olieforsyning fra mellemøsten.
Ingen kommunale hotspots
I Villabyerne er der en lille debat omkring kommunalbetalte “hotspots”, således at folk kan komme på internettet forskellige steder i det offentlige rum betalt af kommunen.
Jeg mener ikke, at det ikke er en offentlig opgave at udbyde de såkaldte “hotspots”. Langt de fleste hustande har i dag en internetopkobling, hvorfor offentlige hot spots blot vil betyde, at man betaler for to internetopkoblinger: Et i hjemmet og et for det offentlige. Dette er ikke fair.
Som en “trøst” viser udviklingen dog, at flere og flere forretninger, caféer mv. udbyder hotspots, således at man i fremtiden kan komme på nettet mange steder i det offentlige rum. Som en sidegevinst ligger betalingsbyrden rent faktisk også på dem, der benytter servicen, således at man betaler for det, man får, hvilket er et godt liberalt princip.
Skattebetalt internet er en dum idé!













